Godkendt debut

Mit mål på EM kval i dag, var at gå til finalen. Det gjorde jeg ikke, men jeg synes ikke min præstation var dårlig. Teknisk udførte jeg faktisk et fornuftig løb uden bom, som sådan. Jeg får dårlige udløb fra tre poster i samme område. Enten er jeg ikke så skarp på kompasset eller så har jeg brugt andre linjer som medianer. I stedet var jeg lidt presset på det fysiske mod slutningen: Ved post 6 er jeg stadig i A-finalen, men så begynder det at gå op ad, og jeg kravler ned i b-finalen. Jeg taber mere og mere jo længere hen på banen, jeg kommer og kan især mærke trætheden på vej op ad bakken til sidsteposten.

Men som sagt synes jeg egentlig jeg gjorde en fin debut. Kampen var hård, og en margin på kun 2 min til a-finalen er tough challenge. Og jeg skal lige blive lidt bedre for kun at tabe under 2 min til Thierry Giorgiou og co. Men på onsdag går det løs igen med sprint kvalifikationen og her kan jeg igen gøre det godt. Målet er stadig at nå a-finalen..

Herunder bane med vejvalg taget fra telefonen:

 

Ansigt til ansigt med tigre

EM begynder i morgen med mellemdistance kvalifikationen. Teknisk føler jeg mig godt forberedt og dagens træning gik næsten perfekt. Jeg er kommet ind i en god rytme med teknikken, hvor jeg er begyndt at løbe mere på kurvedetaljerne end kompasset. Jeg mister bare orienteringen, hvis jeg ikke følger med på kortet. Fysisk følte jeg mig lidt træt i dag. Men jeg skal nok komme op i gear til i morgen. Jeg ved, at jeg har en god vintertræning i ryggen og er godt løbende for tiden, bedre end jeg har været før.

Forberedelserne har også budt på andre sjove ting. Fredag joggede jeg en tur op på Grönklitt-bjerget. Herfra er der en udsøgt udsigt - når vejret bare ikke var så gråt som den dag. Jeg kunne ikke se bunden af skibakken, men ti lgengæld fik jeg et sjældent syn i skoven. Pludselig stod jeg ansigt til ansigt med en tiger! Den havde nok fået hurtigere øje på mig og havde allerede lagt sig i angrebstaktik. Og det blev endnu bedre eller værre. Dens to venner kom også til, så nu stod jeg 5 m fra tre sultne tigre. Adrenalinen pumpede...

Her plejer man at vågne fra drømmen, men det gjorde jeg ikke. Jeg have åbenbart forvildet mig ind i bjørneparken på stedet. På toppen stod en låge åben, så jeg kom til at løbe derind. Jeg løb derfor hurtigt retur igen med tigrene i hælene. Ude af parken valgte jeg at søge hurtigt ned ad bakke, da jeg ved at bjørne f.eks. ikke er gode til downhill. Jeg brugte den bedste teknik jeg havde lært til at komme ned - lade tyngdekraften trække og så vidt muligt forsøge ikke at bremse med hælene. Sådan gik det i fuld galop i Indiana Jones stil med tre løver, der bare kom tættere og tættere på.

Det kunne blive til en genial film, men jeg måtte indse, at tigrene nok ikke gad springe efter føden. De ville nok heller aldrig komme ud af de kraftige hegn, der omkranser deres habitat. Så derfor vendte jeg om og gik ud af parken og fortsatte mit jog tilbage til hytten..

Nu er vi så flyttet til palæet, hvor vi skal være under EM-ugen. Der er internet, så jeg kan blogge under ugen. Jeg troede ikke, jeg skulle nå at se en Commador 64, men det har jeg nu. Huset har alt, alle mac-modeller fra før 95, egen golfbane og sauna. Næste uge bliver en fest, og jeg glæder mig! 

Tiomila og EM-udtagelse

I weekenden var der Tiomila, Sveriges mest prestigefyldte stafet. Jeg havde fået 9. turen på Pan-Kristianstads førstehold, et hold som ville kunne klare sig godt. Rasmus Thrane lagde ud, men jeg fulgte egentlig ikke rigtig med, da jeg lå og sov nogle kilometre fra stævnepladsen indtil det blev min tur. Så det var først da jeg vågnede 03.45 om natten, at jeg fik at vide, at vi var nummer 2 efter "lange natten" - den mest prestigefyldte tur. Nu blev det altså en tand mere spændene, men jeg glædede mig bare endnu mere.

Vores 5.tur tabte lidt mere tid end estimeret og da jeg fik kortet i hånden, løb jeg ud på 13. pladsen med det finske hold Vaajakosken Terä (VAA) og det svenske hold IK Hakarpspojkarna (HA) i hælene. Vi dannede hurtigt en gruppe, men jeg passede stadig på for gaflinger, der helt sikkert var på første posten. Jeg havde GPS på, så jeg kunne følges live under stafetten. Det sammen have VAA, men HA havde ikke.

9.turen
På vej til post 1, havde jeg egentlig planlagt at løbe ind over lidt tidligere (ved højen og stien), men jeg var også lidt bange for at slippe de to andre. Jeg har det med, at være lidt for selvstændig i stafetter og glemme at bruge de andre til tempo. Det var dog mig, der til sidst tvang gruppen ind i terrænet. Jeg mister HA af gruppen, men har den samme gafling som VAA (Den østligste).

 

På de efterfølgende poster hænger jeg lidt bagved. Jeg er med på kortet og følger også mit eget trace, hvilket gør at jeg komme lidt tættere på VAA og HA, som vi har fået kontakt med igen. På vej til post 7 har vi et længere stræk, og vi løber ud på vejen. Jeg er ikke helt varm og har lidt svært ved at følge med, da vi kommer ind i skoven. VAA har dog ikke helt styr på sin position, så jeg kan guide mig indtil posten ved hjælp af hans ryg. Men herefter mister jeg ham af syne. Jeg skruer op for min tekniske indsats. Jeg ved fra forstudier af kortet (gamle kort), at terrænet er fladt og diffust især om natten. Men om dagen vil det være lettere at overskue. Det er dog vigtigt at have kompasset med. Alt det bruger jeg på vej til post 8, og jeg er superglad for at spide den.

Som det kan ses på GPS'en, så fungerer det ikke helt for VAA. Jeg er derfor også lidt overrasket over at møde ham igen i modløb efter, at jeg har stemplet ved 8'eren. Jeg følte mig lidt tung i starten, men nu kom der  ekstra blod på tanden. Nu skulle den op i højt gear, for der var mulighed for at distancere. Efter post 9 får jeg også kontakt med HA igen, så tempoet kan igen sættes på ryg af en anden. Til 11'eren vil jeg dog lidt mere syd øst, for at undgå en brant væg. Jeg vil gå syd om, men GPS'en afslører, at jeg egentlig bare tager den lige ud over. Igen er området lidt diffust, men jeg laver ingen fejl. Til post 12 er der dog dårlig sigt, så jeg kan ikke se højen. Jeg tror, at posten skal sidde ved stenen nord for højen og kommer venstre rundt om den, men opdager den så oppe i slugten. Her møder jeg også lige skovspeakerne, der nok havde set mig komme den anden vej fra. Jeg drøner videre afsted, forbi væsken - det var der ikke tid til.

Til 14'eren ser jeg hurtigt stien og tænker: Riskoen for fejl er umulig på stien. Så  jeg drøner ud på den og gemmer kortet lidt væk indtil stien knækker op mod venstre for at få fart. Jeg vidste, at VAA ikke var langt bagude, så der skulle smæk på. Efterfølgende kunne jeg se på GPS-trackingen, at posten var gaflet, så for nogen, var der ide i, at gå ovenom.

Herefter kom en klassisk banelægningsfinte. Først længere stræk på sti, hvor tempoet ryger op, og så en kortere og teknisk stræk efterfølgende. Det var ikke plads til at smide mig væk her. Derfor blev kortkontakten også fulgt grundigt: Ned ved den gule høj nordvest i cirklen og op og følge de små høje og den store sten, der nærmest leder hen i posten.

Nu gik det for alvor hjemover, og jeg skruede op for tempoet. Der var ikke langt igen, og det sidste var nemt.

På vej til andensidsteposten er et længere stykke på sti og den søger jeg og giver alt hvad den kan trække. På vej op ad bakken til kontrollen råber jeg "Kom nu!" til mig selv og sætter den i sjette gear på vej til mål.

I skiftezonen kommer VAA løbende ind efter jeg har skiftet, mens HA dog har sneget sig væk. Så alt i alt havde jeg gjort det godt. Jeg lavede nærmest ingen fejl, måske 15 sek. på post 12, men teknikken fungerede fremragende på hele banen, så det var værd at tage med.

Jeg tabte over 5 min. til teten, men den bestod også af Daniel Hubmann og Søren Bobach, så det havde jeg, det egentlig fint med. Det vigtigste var for mig, at jeg løb fra VAA, selvom han selv var skyld i det. På GPS-tracket kan man også se, at han har haft problemer andre steder og egentlig har løber i højere tempo end mig. Men det er jo ligegyldigt, for den bedste tid måles ved målstregen. Og det gjorde det også lidt bedre, da en af vores tjekkiske løbere kunne fortælle, at det var tjekken Pavel Kubat, jeg havde løbet fra. "Bare" juniorverdensmesteren fra langdistancen i Danmark 2010. I mål kunne vores østrigske-løber i spurtopgør bringe os ind på 12. pladsen.

Det glade team - Her opsat efter ture fra venstre

Og så blev det officielt, at jeg er udtaget til EM i Dalarna om lidt over en uges tid. Det har hele tiden været målet at komme med, og det er fedt, at det lykkes. Jeg føler mig godt forberedt ovenpå Tiomila og glæder mig til at for første gang at være samlet med seniorlandsholdet til et mesterskab. Mellemdistance-kvalifikationen ligger mandag og sprint onsdag, så der er jeg i aktion.
Jeg rejser afsted lidt før tid på onsdag, da skolen de næste par dage mangler indhold. Jeg glæder mig til at være færdig med gymnasiet, da jeg ikke helt har haft så meget interessant at lave i år. Men i torsdags røg den sidste aflevering af sted, så nu er huen meget tæt på.

Jeg forsøger så vist at opdatere fra EM, men det er uvist om vi har internet.

Links til GPS-track fra min tur:

http://www.tulospalvelu.fi/gps/2012milaH9/

Og de andre ture er der også:

http://www.tulospalvelu.fi/gps/

EM:

http://www.eoc2012.se/

De små nedture

Det er ved at være en tid siden jeg har skrevet sidst. Men jeg synes, der skal være en motivation bag at skrive på bloggen. Ofte findes den, når det går godt. Den seneste periode har overvejende også været fornuftig. Men den har også bragt nogle små nedture med sig. I forrige uge brød min tidligere skade delvist op igen. Jeg løb en 3000 m test på stadion og dagen efter var begge mine skinneben helt færdige. Det havde ligget og luret, og det viste jeg godt. Derfor har min træning altid været kontrolleret, og jeg har passet på mig selv. Men pludselig kom det, og jeg blev selv meget overrasket over styrken, det kunne komme med. Det tog pusten fra mig, men meldingen blev dog heldigvis, at skaden "kun" skyldtes en blanding af for meget hårdt underlag og en øget træningsmængde, hvilket betød, at jeg stadig måtte løbe i terræn.  Derfor kunne jeg stadig tage til Silva League i Göteborg. Her blev det dog endnu en dårlig oplevelse. På langdistancen synes jeg egentlig det gik fint nok, det gik bare for langsomt, og jeg havde mine fejl hist og her. Kigger jeg tilbage, var der ikke noget flyd igennem løbet. Jeg blev passeret af mange løbere og lige før mål af en med 18 minutter. Terrænet var godt nok hårdt og lidt anderledes, end hvad jeg lige havde været vant til på det seneste, men jeg var nu ikke helt tilfreds alligevel.

På mellemdistancen håbede jeg at rette op på dette. Jeg startede da også meget fornuftigt, men så bommede jeg post 8 gevaldigt. Jeg kom aldrig tilbage i rytmen og lavede en masse små fejl, derfor gav jeg nærmest op undervejs. Samtidig var ruten ekstremt kuperet og mine ben kunne slet ikke følge med. I mål fik jeg at vide, at jeg har fejlklip på post 7. Nu var jeg ikke skuffet over mit løb, men mere arrig. Fejlklip er bunden, og det må ikke ske. Nu skulle der altså ske noget.

Det blev nødt til at blive bedre. Tiomila ligger lige forude og forhåbentlig også EM. Det blev dog ikke bedre i løbet af ugen og fredag kulminerede det. I Ulfborg på stedet, hvor jeg i H-16 i 2007 vandt mellemdistancen til testløbene, kunne jeg nu slet ikke få teknikken til at fungere. Hvert eneste stræk gik galt på en eller anden måde. Og det var slemt, når området er meget relevant for EM. Jeg har oplevet de her situationer før. I foråret 2009, hvor der ikke var sammenhæng i de ting, jeg foretog mig i skoven og til andre vigtige konkurrencer. Men det er der ikke plads til nu. Så lørdag blev der re-startet og heldigvis handlede træningerne om at finde ud af, hvad som er godt at bruge i klitterræner. Det vækkede ligesom rutinen og på eftermiddagens træning gik det endelig fantastisk godt teknisk samtidig med, at jeg følte et stort overskud fysisk.

Nu gælder det så om at holde den glæde for at være teknisk interesseret, jeg tror, jeg har manglet. Jeg ser ofte, hvordan andre arbejder for det tekniske og beundre det, men jeg har ikke altid selv kunne finde lysten til det. Andet står højere. Men nu står Tiomila for døren og jeg glæder mig. Jeg ved, at jeg var skyld i mit holds placering sidste år, men i år bliver det anderledes. Jeg skal løbe 9. tur i dagslys. En tur, hvor stafetten spidser til. Forhåbentlig er mit hold stadig der, hvor det er spændene, og så gør jeg det bedste, jeg kan. Og jeg har ikke mærket noget til skinnebenene siden den fredag, så det er et godt tegn.